Indlæg

Opfordring til politikere: Træk i håndbremsen

Midtjyllands avis bragte d. 13. september 2024 følgende artikel i avisen på baggrund af at ejeren af Politimesterboligen ønsker at påføre rækkehuse på grunden på grunden på trods af en manglende helhedsplan. En helhedsplan der har været i støbeskeen i næsten 3-4 år.

af Jesper Rosenquist
jero@midtjyllandsavis.dk

Politikerne bør afvente helhedsplan, før man giver tilladelse til at bygge ved siden af politimesterboligen, lyder opfordringen fra Skøn på Silkeborg

SILKEBORG Selvom det trækker ud med at få lavet en helhedsplan for området ved den gamle politistation på Christian 8.s Vej, er det ikke noget argument for at tillade nyt byggeri af rækkehuse.

Sådan lyder det fra foreningen Skøn på Silkeborg, der i lang tid har talt varmt for, at der skal laves en samlet plan for udviklingen af det, der bliver kaldt Justitskvarteret og hele stations- og baneområdet.

Politikerne har også selv vedtaget, at der skal laves en helhedsplan for området, men den proces bliver kortsluttet, hvis plan- og vejudvalget giver lov til at bygge rækkehuse på den nordlige side af den gamle politistation, siger formanden for Skøn på Silkeborg, Torben Krath.

Plan- og vejudvalget fik i sidste uge en orientering om, at ejeren af Christian 8.s vej 2D, Preben Jul Larsen, har søgt om tilladelse til at opføre rækkehuse med i alt tre boliger på grunden, men at han dog vil bevare den gamle politimesterbolig.

Er der noget problem i, at der bliver bygget rækkehuse, hvis politimesterboligen bliver bevaret?

– Jeg har ikke set tegninger af projektet, men problemet med at give lov til at bygge er, at så kan andre bygherre også forvente at få lov til at få behandlet deres byggeansøgninger i området. Så bliver arbejdet med at lave en helhedsplan for området overhalet indenom. Politikerne bør holde sig til deres beslutning om, at der først skal laves en helhedsplan, før diverse byggeprojekter kan gå i gang, siger Torben Krath.

Tidligere har Preben Jul Larsen arbejdet på at få lov til at bygge et punkthus i seks etager, som ville medføre en nedrivning af politimesterboligen. Det blev afvist af det daværende plan- og vejudvalg i februar 2020, som stoppede arbejdet med at lave en lokalplan for projektet. I stedet besluttet udvalget, at der først skulle laves en helhedsplan.

Indflydelse med helhedsplan

Teknik- og miljøafdelingens vurdering er, at projektet med rækkehusene er i overensstemmelse med kommuneplanen, og at derfor ikke er nødvendigt at lave en lokalplan.

Da det fra politisk side ikke er prioriteret at indlede arbejdet med en helhedsplan, vil kommunen derfor gå i dialog med Preben Jul Larsen om en byggesagsbehandling.

Sagen skal dog endnu en tur forbi plan- og vejudvalgets bord på opfordring fra blandt andet Jan Beck-Nielsen (LA), der havde et ønske om, at sagen skulle behandles som et reelt punkt og ikke blot som en orientering.

– Hvis vi begynder at give mulighed for at bygge boliger et sted, inden vi har lavet en helhedsplan for området, så kan andre jo også have en berettiget forventning om at få lov.

– Så vi skal tænke os godt om, inden vi giver lov, siger Jan Beck-Nielsen.

Hvorfor er det så vigtigt med en helhedsplan?

– Jeg vil gerne have mulighed for at få indflydelse på, hvordan området skal udvikle sig, og det kan vi som politikere nemmere gøre med en helhedsplan, hvor vi kan gå ind og definere, hvilke typer byggerier, vi gerne vil have.

Hvordan skal området ved politistationen udvikle sig set med dine øjne?

– Der må gerne bygges boliger eller erhverv i området, men det skal ske på en måde, så der bliver taget hensyn til de bevaringsværdige bygninger som for eksempel politimesterboligen. Papirfabrikken er godt eksempel på, hvordan du kan udvikle et historisk kvarter indefra og ud og dermed bevare områdets karakter, siger Jan Beck-Nielsen.